Københavns elever i brev til minister: Gør ikke skoletiden mobilfri
Anbefaling fra de københavnske skoleelever: Gør ikke skoletiden mobilfri
Den 22. februar 2024
Kære Mattias Tesfaye
Vi elever fra Københavns Fælleselevråd skriver til dig, fordi vi har læst de nye anbefalinger til skærmbrug i folkeskolen. Vi har læst i anbefalingerne, at de danske folkeskoler bør blive mobilfrie skoler.
Københavns Fælleselevråd vil gerne på vegne af byens skoleelever kraftigt opfordre til, at ministeren genovervejer denne anbefaling og i hvert fald ikke begynder at gå i samme retning som Sverige, hvor de har lavet en lov, der forbyder mobiler i skoletiden.
Københavns Fælleselevråd ved godt, hvorfor man siger, at skoleeleverne ikke skal have så meget tid på mobilerne. Det kan gå ud over vores koncentration, vores søvn, vores læring og vores trivsel og vores venskaber i skolen.
Vi kan godt forstå, at du gerne vil gøre noget for, at det går os bedre, men der er bare også erfaringer fra skoler, som allerede har forsøgt at være mobilfrie, som tydeligt viser, at det ikke er en særlig god ide.
Vi elever føler os overset i diskussionen om mobilpolitik. Vi mener, at vi kan komme med et andet perspektiv som lærer, skoleleder og forælder ikke kan.
Erfaringer fra mobilfrie skoler
Her er nogle af de problemer, som vi i Københavns Fælleselevråd har hørt, at lærere og elever kæmper med, når skolen er blevet gjort mobilfri.
- Eleverne snyder med ordningen: Eleverne bliver om morgenen bedt om at aflevere deres telefoner. Mange elever snyder og siger, at de ikke har telefonen med, selvom den ligger i lommen, de afleverer et tomt cover og nogle elever har op til 5 telefoner, så de kan aflevere mange telefoner og stadig have en.
- Det giver en dårlig start på dagen: Når læreren skal få alles telefoner om morgenen, skal der ofte bruges op til 20 min. på at indsamle dem. Læreren ved godt, hvilke elever der snyder og det ender ofte med, at læreren skal stå og skændes med eleverne om, at telefonen skal afleveres. Det ødelægger stemningen i klassen og læreren bliver bare uvenner med eleverne.
- Læreren kan ikke gøre noget, når eleverne snyder: Hvis vi ikke afleverer telefonerne eller gemmer dem for læreren, så kan læreren ikke rigtig gøre noget, fordi de kan jo ikke give en bøde til en elev. Lærerne ender nogle gange med ikke at overholde mobilpolitikken, fordi de ikke gider skændes med eleverne og fordi de jo alligevel ikke kan gøre noget, hvis de samme elever bare igen og igen og igen har mobilerne på sig. Og når lærerne så begynder ikke helt at overholde reglerne, så kommer der forskellige regler i de forskellige klasser og det skaber konflikter mellem eleverne og lærerne, som ender med at ødelægge forholdet mellem lærere og elever.
- Lærerne har deres telefoner: Vores lærere har deres telefoner og bruger dem i løbet af skoledagen og det skal de have lov til, fordi der er mange ting, som de skal ordne. Men det skaber konflikter, at der er den forskel mellem reglerne for lærerne og for eleverne.
- Mobiler skal bruges i nogle undervisningsforløb: Til nogle opgaver skal vi bruge telefoner og så er det ikke særlig smart, at vi ikke har telefonerne. Læreren skal vælge mellem at springe opgaven over eller give os telefonerne og så igen have konflikter med elever, når alle telefoner skal samles ind igen.
- Nogle elever har hjælpemidler på telefonen: Der er elever, som skal bruge deres telefon i timerne, fordi de har apps, der kan hjælpe dem. Det kan for eksempel være ordblinde elever, som bruger telefonen til at læse og skrive med. De elever bliver udstillet i klassen, når de pludselig er de eneste, der må have telefonen. Der er også elever, som bliver vrede over, at der så er nogen, som må bruge telefonen, når alle andre har afleveret den.
- Eleverne bruger bare sociale medier på computeren: Når mobilerne bliver taget, så tager de kun vores lille skærm, men ikke den store. Mange steder erstatter computeren telefonen i timerne. Alle de sociale medier kan hentes til computeren, så selvom vi ikke har vores telefoner, så har vi adgang til alle sociale medier hele tiden og kan bruge dem i timerne, fordi vi ofte bruger computere i timerne. Og mange elever kender tricks til at komme uden om skolens firewall, så det hjælper ikke at spærre siderne. Det bliver derfor ret ligegyldigt, at vi ikke har telefonerne og det er faktisk også noget nemmere at skrive med andre på computeren, hvor du hurtigere kan gå ud af fanen, end hvis du skulle gemme din telefon.
Og husk på, at vi også er ligesom jer voksne. Prøv at tænke på, hvor vrede alle voksne ville blive, hvis deres telefoner blev fjernet på deres arbejdspladser. Det er præcis det samme for os elever.
Vores anbefaling: Eleverne skal lære at have telefonerne
I Københavns Fælleselevråd synes vi, at det er bedre, at eleverne lærer at have deres telefoner og bruge dem på en god måde.
Vi skal leve med skærme og telefoner resten af vores liv, så vi er nok nødt til at finde en måde, hvor de kan være en naturlig del af vores hverdag. Ellers lærer vi elever og fremtidens voksne jo aldrig at bruge vores mobiltelefoner på en måde, der ikke går ud over vores læring og sociale relationer.
Flere af os har erfaringer med, at vores klasser godt kan finde ud af at styre, hvordan vi bruger telefonerne i skolen. Der er for eksempel mange af os, som kun bruger vores telefoner i frikvartererne.
Hvis en skole virkelig vil have mobilfri skole, så anbefaler vi derfor, at det max bliver mobilfri undervisning. Der vil nok stadig komme konflikter, når eleverne skal aflevere telefonerne, men hvis eleverne ved, at de vil få deres telefoner tilbage i frikvarteret, vil det motivere mange til faktisk at aflevere deres telefon. De fleste har nemlig et problem med, at deres telefoner bliver taget, fordi de ikke får dem tilbage i frikvarteret.
Vi mener, at det er skolernes ansvar at skabe gode alternativer til mobilen i timerne og frikvarterne i stedet for bare at tage elevers telefoner.
Vi håber, at du vil lytte til vores erfaringer og bruge dem i dit arbejde i fremtiden.
Venlig hilsen Københavns Fælleselevråd